
Veneto i Italiens nordøstlige hjørne ligger smukt mellem bjergene og Italiens største sø Gardasøen. Her findes de flotte og interessante byer Verona, Padova, Vicenza og Venedig, alle med deres individuelle kendetegn.
Naturen i Veneto er smuk med bløde bakker omkring Verona eller floden Adige, som løber gennem landskabet, de skønne bjerge mod nord og de brede sandstrande i kystområderne.
I Veneto finder du også storbysromantik, smuk arkitektur og historiske vidnesbyrd, spændende kulinariske oplevelser og de flotte vine Amarone og Valpolicella.
En ferie i Veneto byder på afslappende ferie ved havet og søen eller i smukke naturomgivelser i bjergene og på landet.

Landskabet i Veneto
Veneto har et varieret landskab som mod nord er domineret af de majestætiske bjerge og mod syd af et mere fladt landskab, som især er dominerende i kystområderne.
I nærheden af byerne Verona, Vicenza, Treviso og Padova finder man bløde grønklædte bakker og et landskab med flotte vinmarker.
De fascinerende, høje tinder, brusende vandfald og smukke skovområder i bjergene byder på alt hvad hjertet begærer af smukke naturoplevelser.
Gardasøen er udover at være Italiens største sø naturmæssigt et dejligt område. Omgivet af bjerge og grønne områder og gode naturoplevelser for hele familien uanset hvor, man befinder sig ved Gardasøen.
Større byer i Veneto: Venedig og Verona
Venetos prægtige byer afslører regionens tidligere historiske status som et af Middelhavets stormagter bedre kendt som republikken Venedig.
Venedig er vel nok den mest berømte af alle byerne i Veneto. Byen er unik på grund af sine kanaler men er også unik, fordi den besidder en historisk rigdom og en atmosfære som må siges at være helt fantastisk enestående.
Skønne Verona har alt hvad hjertet begærer af stemningsfyldte pladser, romerske monumenter, dejlige restauranter, en flot omgivende natur og ikke mindst det romerske amfiteater med de storslåede operaforestillinger.
Turistattraktioner i Veneto
På en ferie i Veneto er Gardasøen en oplagt udflugtsmulighed. Italiens største og reneste sø er smukt rammet ind af hyggelige landsbyer, blomstrende haver med cypresser og vinranker og oliventræer på skråningerne. Besøg en af Gardasøens mest charmerende byer Malcésina og Gardasøens smukkeste søpromenade i Garda.
Et besøg eller en ferie i Venedig er en helt unik oplevelse. Fra morgendisen letter til fuldmånen står klart på himlen er det en enestående oplevelse af at sejle i gondol på Venedigs romantiske kanaler under de smukke broer Scalzi, Rialto og Akademi og forbi Markuspladsen og Dogepaladset via hovedfærdselsåren Canal Grande. En tur til Venedig er en oplevelse for livet.
Området byder på flere vinruter. Ruterne fører én ind i det smukke landskab og giver mulighed for at stoppe på vingårdene for at få rundvisning og smage på den lokale vin.
Sportsaktiviteter i Veneto
Venetos fantastiske beliggenhed giver et stort udbud af sportsmuligheder. I Dolomites-bjergene kan man stå på ski, langs kysten og på Gardasøen er der et utal af sejlsportsaktiviteter, gåture, mountainbiing og selvfølgelig mulighed for at svømme.
Gastronomiske kendetegn for Veneto
Køkkenet i Veneto er præget af frisk fisk og skaldyr i kystområderne tilberedt på enkel, velsmagende og elegant vis.
Længere inde i regionen spiser man typisk mere kød og brugen af smør er ofte mere udbredt end olivenolie. Kalv, gris, lam hestekød, pølser og skinker af svin er ofte på menuen lige som Venetos kendte oste af får-, ko- og gedemælk.
Vinene i Veneto er særlig kendte for deres store vine Amarone og Valpolicella Classico og er et helt kapital for sig. Nogle af de mest kendte vingårde i området er Romano Dal Forno, Le Ragose, Giuseppe Quintarelli, Sartori, Brunelli, Speri og Masi.
Klimaet i Veneto
Venetos klima er behageligt året rundt. Somrene kan dog være meget varme og fugtige specielt i de lavtliggende områder og langs kysten. Efteråret og foråret er dejlige måneder at besøge Veneto på. Her er færre turister og behagelige temperaturer.
Nogle af billederne er venligst udlånt af det Italienske Turist kontor. Fotografer: De Agostini Picture Library.