
Umbrien ligger midt i Italien grænsende op til Toscana og byder på store søer, smukke bjerge, vinslotte, imponerende klostre og katedraler. Det er fra denne region mange af de store helgener kommer fra, hvorfor der er en stemning af middelalderens mystik.
I de grønne bjerglandskaber i Umbiren ligger chokoladebyen Perugia, helgenbyen Assisi, middelalderbyen Gubbio og den smukke Trasimeno-sø, der lokker med badning og vandsport.
Leder man efter skøn natur kombineret med imponerende historiske monumenter og gastronomiske oplevelser kan Umbrien byde på alt, hvad hjertet begærer.
Landskabet i Umbrien
Landskabet i Umbrien er frodigt med mange korn- og frugtmarker. Her ligger mange småbjerge med mindre landsbyer imellem brusende floder, skovområder og en rig fauna. Området er specielt kendt for sine skønne dale og søer, hvor den idyliske Trasimenersø nok er den mest kendte.
Større byer i Umbrien: Perugia og Assisi
Spændende byer findes der heldigvis mange af i Umbrien. Flere af disse byer er rige på arkitektoniske perler fra især middelalderen udover at tilbyde et stort antal kunstsamlinger.
Middelalderbyen Perugia er Umbriens hovedstad. Her findes masser af interessante monumenter og i den gamle bydel med de krogede, stejle gader vrimler det med hyggelige cafeer, forretninger og fristende, berømte chokoladebutikker. Byen er også kendt for sin chokoladefestival og den internationale og meget velansete jazzfestival Umbria Jazz hvor flere verdensnavne optræder hvert år. Byen har også en international chokoladefestival som er velbesøgt af chokoladeentusiaster.
Assisi har de fleste nok hørt om i forbindelse med den katolske helgen, Frans af Assisi. En stor del af byen består af bygninger fra middelalderen og en gåtur i byen vil give indtryk af den særlige spiritualitet, der er her, hvor pilgrimme valfarter til for at bede og ære den hellige Frans.
Turistattraktioner i Umbrien
At rejse til Gubbio er som at rejse tilbage i tiden til Middelalderen. Gubbio er en af Umbriens ældste byer og næsten alle stenbygninger stammer fra Middelalderen. Besøg det romerske teater, basilikaen Sant’Ubaldo, katedralen og det smukke palads Palazzo dei Consoli.
Her findes også andre spændende Middelalderbyer i området. Besøg fx Umbertide eller Città della Pieve ved Trasimenersøen med deres fascinerende middelalderborge og flotte kirker.
Byen Norcia er kendt for sine fremragende skinker og pølser af svin og vildsvin. Et besøg i Norcia er ofte også et kulinarisk besøg, hvor man har mulighed for at smage på det gode lokale umbriske køkken.
Sportsaktiviteter i Umbrien
Umbrien er den eneste region i Italien uden kyststrækning men til gengæld findes her flere smukke søer, hvor den store, idylliskeTrasimeno-sø byder på både vandcykling, surfing og bådudflugter til søens 3 øer.
Region byder desuden på rafting, kajak- og kanosejlads, badning i søer, klatring, golf, cykelture, ski, bungee jump, ridning, vandreture, tennis, windsurfing og sejlsportsaktiviteter.
Gastronomiske kendetegn for Umbrien
Regionen er kendt for sit gode køkken med fremragende sorte og hvide trøfler som bruges i pastaretter og bruchettabrød. Egnens specialiteter består af skovduer, vildsvin fyldt med fennikel, perlehøns og vagtler efterfulgt at fåreosten Pecorino. På menuen hos restauranterne i småbyerne rundt om Trasimeno-søen kan man spise stegte ferskvandsfisk som ørred, karpe og ål. Hertil drikkes den lokale Orvieto hvidvin. Er man til søde sager er tørrede figner og chokolade fra Umbrien specielt værdsatte.
Klimaet i Umbrien
Klimaet i Umbrien er ideelt til ferie hele året rundt, men specielt efteråret og forårsmånederne er optimalt til at tage på ferie i Umbrien i på grund af de behagelige temperaturer og få turister. Somrene kan være meget varme og vintrene kolde. Den vestlige del af regionen har generelt et mildere klima. Gennemsnitstemperaturen i Perugia er 2 grader om vinteren og 22 om sommeren.
Nogle af billederne er venligst udlånt af det Italienske Turistkontor. Fotografer: De Agostini Picture Library, Vito Arcomano - Fototeca ENIT