
Lazio, som er en skøn region beliggende i det centrale Italien, har meget mere at byde på end Rom! Lazio er fyldt med imponerende levn fra hele romeræraen, men også fra middelalderen, fra små til større byer.
Lazio er også kendt for sine mange mindre og idylliske søer, de bløde bakker, sine smukke bjergrige egne og de gode sandstrande i den sydligere del af regionen eller i området omkring Anzio.
Er du interesseret i at kombinere din ferie i Italien med interessante vidnesbyrd fra det store romerske imperium og en dejlig badeferie, eller blot indtage Rom og nyde den fantastiske stemning, så er Lazio det ideelle feriested for hele familien.
Landskabet i Lazio
Landskabet i Lazio varierer en hel del fra bløde bakker til bjerge. De mange søer er også med til at præge regionen og tilføre den et specielt udtryk.
Du kan også stå på ski i Lazio om vinteren, men det er ikke hovedsagen til, at folk vælger at rejse til regionen.
Lazio har flere smukke parker spredt ud over hele regionen, f.eks. Parco Nazionale del Circeo, Riserva Naturale Lago di Vico, Parco Nazionale del Gran Sasso og Parco Naturale Regionale Monti Simbruini.
Større byer i Lazio: Rom og Terracina
Rom, Italiens hovedstad, er selvfølgelig et must, når man opholder sig i Lazio regionen. Rom, med sin historiske rigdom fra romertiden, er en fantastisk by. Men det er også en storslået by på mange andre måder; atmosfæren er unik, og piazzaer, cafeer, restauranter og spændende butikker er med til at gøre Rom til et fantastisk sted at være. Rom kaldes også ”den hellige by”, fordi den katolske kirke har sit hovedsæde i byen.
Terracina, som ligger mod syd, har flotte sandstrande og masser af stemning og er et populært feriested blandt lokalbefolkningen.
Turistattraktioner i Lazio
Rom byder på et utal af spændende seværdigheder. For at nævne et par af de vigtigste; Colosseum, Vatikanet, Peterskirken og fontænen Fontana di Trevi, som blev verdensberømt, da Anita Ekberg gik omkring i den i den verdensberømte film La Dolce Vita. Oplev også Panteon, der ikke ser ud af så meget på ydersiden, men fascinerende indvendigt med næsten 2000 år på bagen.
Hvis I rejser med småbørn, kan det være en god idé at springe et besøg i Rom over, indtil børnene er blevet større, for Rom er præget af meget trafik, overfyldte busser og tog og smalle fortove. Men tager I alligevel de små med, vil I ikke være et sekund i tvivl om, at italienerne elsker ”bambini”.
Sportsaktiviteter i Lazio
Regionen har mange skønne sandstrande, hvor du kan bade og dykke. Om vinteren kan du også stå på ski i regionen.
Gastronomiske kendetegn for Lazio
Regionens romerske køkken er kendt for sine rustikke retter med bacon og fløde, den meget gavmilde brug af olivenolie, gryderetter og den jødiske indflydelse på nogle af de mere folkelige retter. Mad med artiskokker og tungere pastaretter er klassiske gengangere i den romerske madkultur. Romerne spiser masser af lammekød tilberedt på forskellig vis med blandt andet kartofler og urter.
Hvad vine angår, er Lazio nok mest berømt for den hvide Frascati vin. De bedste vine fremstilles på internationale sorter som Merlot, Cabernet Sauvignon og Syrah, og til de bedste vingårde hører Castel de Paolis, Mauro Paola – Colli Picchioni, Falesco og Christine Vaselli.
Klimaet i Lazio
Lazio har middelhavsklima. De varmeste måneder er juni til august, hvor termometret klatrer op på 30 grader, men i det hele taget er der behageligt varmt at være i Lazio fra maj til oktober.
Nogle af billederne er venligst udlånt af det Italienske Turistkontor. Fotografer: Vito Arcomano - Fototeca ENIT